Uddannelse

Jeg fortryder at jeg gik direkte videre

I morgen starter jeg i praktik. Jeg skal være på mave-tarm kirurgisk afdeling på Horsens sygehus, de næste 10 uger. Jeg er da sikker på, at det på mange områder bliver interessant og jeg har stor respekt for både sygeplejersker og mine medstuderende. Men jeg glæder mig ikke. Jeg føler mig tvært imod meget demotiveret. Jeg ved nemlig, at jeg ikke vil have den uddannelse, jeg går på.

Alle blev overraskede da jeg fortalte, at jeg gerne ville være sygeplejerske. Og det blev ikke bedre da jeg fortalte, at jeg havde søgt ind direkte efter gymnasiet. Jeg blev mødt af mange “Jamen, skal du ikke rejse?” eller “Ved du allerede hvad du vil?”. Jeg var skarp og sikker på, at jeg bestemt ikke ville rejse og at jeg allerede vidste, hvad jeg ville. Jeg ville læse til sygeplejerske og efter det, ville jeg læse til jordemoder. Men det har ændret sig.

Uddannelsen er slet ikke mig. Den fanger mig ikke og sidste par måneder har vi haft om død, lidelse og kræft. Jeg vidste godt at de hårde emner ville påvirke mig, men havde slet ikke troet at det ville være så ekstremt! Jeg har virkelig været ked af det. Bange for at blive syg og dø. Bange for at dem jeg holder af, skal blive syge og dø.
Den kriminal lydbog jeg hørte om aftenen når jeg skulle sove, blev skiftet ud med Bridget Jones Dagbog. Greys Anatomy blev skiftet ud med Disney film. Jeg blev nødt til at høre og se på glade ting, for ikke at gå fuldstændig i spåner.
Her har jeg igen stor respekt for de sygeplejersker der er i det, hver eneste dag. De fortjener en kæmpe highfive og uendeligt respekt! Men jeg tror simpelthen ikke på, at det er den vej jeg skal gå, når det gør mig så ked af det. Jeg skal lave noget der gør mig glad og i godt humør.

Jeg tænker tit over, hvad der ville være sket, hvis jeg havde valgt at tage et sabbatår. Havde jeg stadig prøvet sygeplejerskeuddannelsen af? Det havde jeg måske. Jeg havde i hvertfald nok tænkt uddannelsesvalget mere igennem. Og det fortryder jeg, at jeg ikke gjorde tidligere.

 

Livet som plus size

Skal jeg være XL model?

Jeg blev spottet da jeg var 15 år. Det har altid været min drøm at være model, og jeg har lige siden jeg var ganske lille, set Americans next topmodel med min mor og mine to små søstre. Det var derfor lidt af en surrealistisk følelse, da jeg blev stoppet op af en modelspotter i fitness centerets omklædningsrum. Jeg havde godt lagt mærke til at hun havde kigget lidt på mig – hvilket var en smule sært, eftersom vi stod i et omklædningsrum. Da min veninde og jeg var på vej ud, stoppede hun mig op og gav mig sit visitkort. Hun fortalte at hun så potentiale i mig og gerne så, at jeg ringede til bureauet. Jeg var fuldstændig oppe at køre og skyndte mig at ringe. Jeg vidste godt at jeg, på trods af at jeg trænede meget, var større end de almindelige catwalk modeller, men tanken om at der fandtes plus size modeller, havde ærligtalt slet ikke strejfet mig. Jeg blev derfor en smule overrasket, da bookeren sagde at jeg skulle være en såkaldt XL model (hvilket seriøst også lyder meget værre end curve eller plus size). Jeg vidste ganske enkelt ikke, at det var noget man opererede med.

Modelbureauet havde sine egne størrelser, der var ca. 2 størrelser over ens normale tøjstørrelse. Jeg blev derfor  målt til at være en str. 44-46. Og ikke nok med det, fik jeg at vide at min hud var uren, mit hår var tørt skulle klippes og jeg havde plukket mine øjenbryn helt forkert. Ikke skide godt for selvtilliden, når man i forvejen er en usikker teenager. Havde jeg fået det at vide i dag, havde det været noget helt andet.

Jeg gik derfor fra modelbureauet med en øv-følelse.  Jeg havde ikke lyst til at fortælle folk om at jeg var blevet model og jeg havde i hvertfald ikke lyst til at vise dem min portofolio, hvor der sort på hvidt stod, at jeg var en størrelse 46. Jeg følte mig tyk og forkert.

Havde det været i dag, havde jeg nok ikke skænket det en tanke. Det havde ikke gået ud over min selvtillid, at bureauet havde brugt mærkelige størrelser, der ikke stemte overens med virkeligheden – selvom det ærligtalt er misvisende! Så er det da klart at “almindelige” kvinder ikke kan leve op til skønhedsidealerne, hvis en størrelse 36 model i virkeligheden er en størrelse 32.
At være model er noget jeg er stolt over og glad for, da det er super sjovt og et dejligt studiejob. Der er sket mange ting siden jeg var en usikker 15 årig. Blandt de vigtigste ting er, at jeg har fundet ro i min krop. Selvfølgelig bliver jeg træt af det, når jeg i perioder synes jeg har taget for meget på. Men jeg har fundet ro i, at jeg simpelthen ikke har kropsbygningen til at kunne blive en størrelse 38.

 

Hverdagsting og tanker

Velkommen til

Velkommen til – og tak fordi du besøger min nye blog. Jeg har længe overvejet at starte sådan en blog, men har simpelthen været i tvivl om jeg skulle gøre det eller ej. For hvordan laver man egentlig en god blog? Skal den have et bestemt tema? Skal den kun være rettet mod venner og familie, eller skal den være bredere? Hvad filan skal den hedde? Ja, der gik mange tanker igennem hovedet på mig 😉
Men nu er jeg altså igang.

Min blog vil primært handle om hvordan det er at være ung plus size pige, og jeg vil på bedste vis forsøge at dele mine tanker, erfaringer og råd. De sidste 5 år – altså siden jeg var 15 år – har jeg arbejdet som plus size model. I starten var jeg flov over at sige det til folk – for tænk nu hvis de så pludselig syntes jeg var tyk! Og plus size tøj nægtede jeg at købe, også selvom det tydeligt sad meget pænere på mig. Nu har jeg intet problem med at fortælle folk om mit modelarbejde og jeg køber glædeligt ind af diverse plus size tøj. Jeg har forliget mig med, at jeg aldrig bliver en størrelse 34. Sådan er min krop simpelthen ikke bygget. Og det er okay. Det er derfor jeg har valgt at starte min blog – så jeg forhåbentligt kan hjælpe andre kvinder, i samme båd.