Livet som plus size

At elske sin krop er en proces

19198188_10210976408859203_391237287_n.jpg

I aftes fik jeg en mindre åbenbaring på badeværelset. Jeps, i læste rigtigt: på badeværelset.

Jeg havde været til en skøn yogatime, og sådan nogle kræver som oftest et bad bagefter. Da jeg skulle tage mit tøj af, vendte jeg mig væk fra spejlet og kiggede væk, mens jeg fandt ud i bruseren. Her slog det mig: jeg har stadig ikke forliget mig med min krop. Jeg var faktisk af den overbevisning at jeg var færdig med at gemme mig, og færdig med at være træt af mig selv – men jeg er langt fra i mål. Jeg har accepteret at jeg aldrig kommer i en størrelse 36 – men jeg har ikke forliget mig med tanken. For selvom jeg ved at kvindekroppen kommer i 3,5 milliarder forskellige udgaver, har jeg stadig ikke sluttet fred med lige præcis den udgave jeg har.

Går man 5-6 år tilbage, hadede jeg min krop. Jeg tror næppe jeg lyver, hvis jeg siger at jeg græd over den hver dag. Jeg var suverænt den højeste og suverænt den bredeste. Jeg var som sådan slank, men havde brede skuldre og store ridelår (med dem fulgte også en noget stor bagdel, men den slags var ikke helt på mode endnu, dengang 😉 ). Til det kan man plusse mine 180 cm. Pigerne i min omgangskreds var små nips, og det var dem drengene ville have.

Med tiden har jeg selvfølgelig lært, at verden ikke hænger sammen på den måde, mit forskruede teenage-hoved havde fået bildt sig selv ind, og at der findes ligeså mange mænd der synes en kurvet krop er flot, som der findes mænd der er mest til helt slanke kvinder. Men det selvværd og den tankegang jeg (selv) skabte om mig selv, hænger ved.

Jeg har arbejdet ihærdigt på at elske mig selv de sidste par år. Har forsøgt at lytte til mig selv og min krop – hvad gør mig glad, hvornår har jeg det bedst med mig selv, og så videre. Jeg har lært at jeg har det bedst med mig selv når jeg dyrker sport – men kun sport jeg rent faktisk kan lide. Det gør mig glad, giver mig mere energi og et bedre selvværd. Jeg er ikke typen der nogensinde kommer til at træne crossfit 6 gange om ugen – og derfor stiller mig tilfreds med styrketræning en enkelt gang og yoga 2-3 gange. Her kan jeg være med og synes det er sjovt.

Det er en proces at elske sig selv og sin krop – og tit en temmelig lang én. Jeg har den dybeste respekt for de folk der har sluttet fred med sig selv. Jeg håber på at jeg også snart når der til!
Har I nogle gode råd til, hvordan man kan fremskynde processen en smule?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s